Der er kommet lidt japansk stemning ind i vores lejlighed, og jeg er allerede temmelig vild med de smukke spisepinde og tekopper (og har haft rig lejlighed til få drukket noget varmt te i de her våde dage – egentlig ret hyggeligt). Jeg har aldig selv været i Japan – eller sådan rigtigt i Asien for den sags skyld. Der var kun dengang, jeg var i Istanbul, hvor vi lige sneg os over grænsen til den asiatiske del af byen, men det tæller ligesom ikke helt rigtigt…
Er der noget bedre her i efteråret end at hygge lidt ekstra op med bløde tæpper og puder, tænde for stearinlysene (selv midt på dagen), drikke te og læse en god bog? Det var sådan ca., hvad min søndag eftermiddag gik ud på.
Jeg var først en tur til Design and Food Weekend i Nordhavn for at snuse lidt rundt i alt det spændende nye danske upcoming design. Elsker sådan noget! Herefter stod den bare på hjemmehygge på sofaen.
Puderne her har jeg endelig fået fyld i – det har taget mig lidt tid at finde en inderpude i rette størrelse. Nu står de i min sofa og minder mig om en dejlig tid, da jeg i foråret boede en periode hos lokale i bjergene i Marokko. De er lavet af fåreuld efter gammel tradition af berberfolket i Atlasbjergene, og jeg fik dem af en god ven, som er født og stadig bor her. Jeg fik dem i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 30 – en meget speciel følelse så langt fra familie og venner.
Jeg er vild med det “tingeltangel”, de har på sig, og havde faktisk ønsket mig noget i den retning, som jeg synes, passer godt ind i min ellers meget nordiske indretning. Så ud over at være lune og bløde her i efteråret, så er de også en fantastisk souvenir. Og er det ikke, det skønneste at omgive sig med i sit hjem?
<3 <3 <3
Tekrusene er en gave fra en ven, der lige er kommet hjem fra Japan og tæppet hæklede jeg sidste efterår.
Jeg er jo helt klart en sucker for alt, hvad der har med græske mytologi og historie at gøre. Så da jeg i vinterferien fik mulighed for at besøge sagnkongen Agamemnons palads inde på det græske fastland, var der ingen tvivl om, at det var det, jeg skulle!
Da jeg var 19-20 år flyttede jeg et halvt år til Grækenland, hvor jeg bl.a. arbejdede som rundviser på bronzealderpaladset Knossos på Kreta. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, og jeg havde belejligt nok lige skrevet 3.g opgave om Grækenland i bronzealderen, så jeg kendte alt til historien og myterne.
Min interesse for historie går helt tilbage til barndommen, hvor min far fortalte fortællinger fra Saxo’s Danmarks som godnathistorie eller på bilkøreturer. Min far havde ikke mulighed for at besøge mig, da jeg boede i Grækenland, så derfor var jeg meget glad, da vi i vinterferien kunne tage dertil sammen. Her fik vi både set Athen med Akropolis, Delfi og endelig Mykene.
Jeg mærkede virkelig historiens vingesus, da jeg stod under Løveporten og kiggede ind i det over 3000 år gamle sagnomspundne palads. Vi gik op til toppen af paladset, hvor vi satte os og så ud over den fantastiske natur, der omgiver stedet. Man forstår, hvorfor den store konge Agamemnon valgte at bygge sit palads netop her, og jeg sad længe og kiggede ud over markerne og bjergene, hvor der stadig lå en del sne på tinderne. Vi var meget heldige med vejret, som virkelig føltes af forår, på trods af, at det stadig kun var februar.
På rundturen besøgte vi også Korinthkanalen, som var gigantisk og ret vild at gå hen over, vi promenerede i havnebyen Nafplio, hvor vi så de små fiskebåde komme og lægge til, og vi sluttede dagen af ved amfiteatret ved Epidauros, hvor vi kravlede helt op i toppen til endnu en fantastisk udsigt.
Det havde alt i alt været en fantastisk ferie med en masse historie og nostalgi, god far/datter snak og selvfølgelig rigelige mængder af græsk mad, ouzo, solskin og oplevelser <3
Nu er vi officielt gået ind i efteråret, og det kan man da virkelig se og mærke på vejret! Jeg har fundet stearinlys og tæpper frem herhjemme, så jeg er klar på indehygge! Ovenfor er et af de sidste billeder, jeg fik taget, mens der stadig var dejlig sensommer – er i min fine hjemmesyede nederdel. Men med en ny sæson, følger der nye spændende muligheder og projekter!
For nogle uger siden var jeg til en konference i FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling. Du kan se dem her, hvis du er interesseret. Det var vildt inspirerende og fik mig til at tænke, at selvom vi ikke kan redde verden sådan lige, så er der mange ting, vi stadig kan arbejde med i det små. Som fx vores forbrug. Nu er jeg jo ret vild med programmet Fra yt til Nyt, som er fyldt med spændende idéer fra kreative mennesker til, hvordan man kan genbruge på forskellige måder. Der er alt fra genanvendelse af byggematerialer til redesign af møbler og tøj. Har også selv arbejdet meget med genbrug og redesign igennem tiden. Det er sjovt at se nye muligheder i gamle materialer, og det byder i høj grad også på udfordringer!
I løbet af den næste måneds tid vil jeg sætte fokus på det emne her på bloggen. Jeg har nogle idéer fra tidligere, som jeg vil vise frem, og også nogle nye spændende ting, som forhåbentlig også inspirerer jer. Her er indtil videre 4 af mine tidligere idéer med genbrug:
Har du nogle sjove idéer? Del gerne <3
Pasta med portobellosvampe og parmaskinke er en simpel, sund og lækker ret. Den er både god til hverdag, eller hvis der kommer gæster. Vi spiser den gerne i efteråret, hvor portobellosvampene fint kan skiftes ud med andre varianter, der er i sæson. Den sorte sojabønnepasta er smagfuld og giver retten lidt ekstra karakter.
Efter at have brugt nogle skønne dage på at roadtrippe langs den marrokanske vestkyst, satte vi kursen østover mod ørkenbyen Taroudant. Det sjove ved at køre rundt i Afrika, er at opleve, hvor anderledes en kultur de har omkring at køre. Det er ikke et særsyn at se ladbiler, der transporterer kvinder eller mænd til deres høstarbejde i marken eller køer og får, der får bilerne til at hælde faretruende. Vi formåede at blive stoppet af politiet, fordi vi kørte for stærkt på motorvejen, og så er det, at det er en god idé at have småmønter på sig for at undgå de større og mere ubehagelige bøder – bare et lille råd 😉
Taroudant er til forskel fra så mange andre marrokanske byer aldrig blevet benyttet af franskmændene, og derfor er der ikke nogen “ny by”. Bymuren er fra 1600-1700-tallet, bygget under Saadi-dynastiet. Byen huser omkring 70.000 indbyggere fra berberstammen chleu.
Vi ankom til en meget lokal del af byen, hvor mænd og kvinder kigger langt efter dig, hvis du ser vestlig ud. Jeg blev siddende og bilen, mens min kammerat kørte os gennem frugt- og grøntmarkeder, og gemte mine ben under kjolen fra de nysgerrige blikke.
Da vi kom ind til centrum ændrede byen dog markant karakter, og jeg var overrasket over at se unge i massevis cykle rundt i gaderne. Det er ellers ikke normalt at bruge cyklen som transportmiddel i de større byer i Marokko. Byen har et universitet, og det lod til, at de alle lige havde fået fri fra skole. De, der ikke kørte rundt på deres cykel, sad på caféer og arbejdede i små studiegrupper.
Vi drak en kop kaffe i en tilbagetrykket have og spadserede rundt og så det store torv og de gamle murer. Det var dog det pulserende liv i byen, der overraskede mig mest. Tænk, at der ligger en så “moderne” by ude på kanten til den sydlige ørken! Vi havde dog stadig en lang tur foran os, for vi skulle krydse et af de højeste (og farligste) bjergpas i Marokko for at komme tilbage til, hvad jeg følte var blevet mit hjem midt i Høje Atlas.
Passet hedder Tizi n’ Test, og er den ultimative test for kvaliteten af bremserne på din bil. Det er den mest vanvittige vej, jeg nogensinde har kørt, og nu kender jeg efterhånden lidt til kvaliteten af lejebiler i Marokko, og det gjorde mig ikke mindre nervøs for vores foretagene. Især ikke fordi der var begyndt at komme en sær rusten pivelyd, hver gang vi bremsede ned og min marrokanske kammerat begyndte at udvise en vis undren (hvad der er ham meget uvandt).
Så med andre ord – er man ikke vild med bjergkørsel på små, til tider ganske hullede og grusagtige veje – så tag en anden rute! Jeg kneb hårdt i dørhåndtaget og lukkede mine øjne, indtil mørket kom og afskar mig for at se ned i afgrunden. Vi stødte på fåreflokke, som vi måtte holde tilbage for, mens vi fik diskuteret politik og fremtidsdrømme. Og jeg åndede lettet op, da jeg igen kunne kende vejene omkring Ourikadalen og Setti Fatma.
Det havde været en lang og begivenhedsrig dag oveni en række af begivenhedsrige dage, og jeg følte mig virkelig hjemme igen, da jeg lagde hovedet på puden i et værelse uden kakerlakker og fugtige vægge, med rent sengetøj og et rigtigt toilet. Ingen mand til at rive mine id-papirer i stykker, kun lyden af rindende vand, minaretens kalden og æslets skøre vrinsken, som jeg faktisk havde savnet.
