Morgenen efter det voldsomme uvejr i bjergene (læs mere om det her) vågnede jeg til den mest fantastiske udsigt. De nu sneklædte tinder funklede i solen, som hurtigt fik tag og varmede dalen op. Min bror var oppe i de bjerge, og jeg var spændt på, hvordan han mon havde oplevet uvejret og kommet igennem natten. Han var vandret afsted dagen før med professionel fører og et muldyr til at slæbe på oppakningen. I mellemtiden brugte jeg dagen nede i dalen, hvor jeg sammen med min kammerat havde en lidt mere afslappet dag. Vi havde besøgt et par af de lokale caféer, kørt en tur ned af bjerget til Marrakech’ forstæder, og eftermiddagen havde jeg brugt sammen med den belgiske familie, som jeg boede hos, og lært dem bedre at kende.

Det havde været en kold nat, for det primitive varmeapparat i herberget virkede ikke rigtigt, og regnen var sivet ind under døren, som ikke nåede ned til jorden – og dørtrin er ikke noget, de bruger på disse egne. Heldigvis var der varmt vand til et hurtigt bad. I det helt frostklare vejr gik jeg rundt og tog disse billeder fra en landsbyen. Kvinderne var allerede oppe og stod sammen med børnene og vaskede tøj i den nu klare flod.

Det er floden og de gode vandremuligheder, der gør denne lille landsby attraktiv for besøgende, og det er især indbyggere fra Marrakech, der benytter stedet til afslapning om sommeren. Derfor er der et væld af caféer langs floden med stole og borde i neonfarver, der er stillet op helt ned mod vandet – eller i vandet – så folk kan sidde med fødderne i floden, mens de nyder en friskpresset appelsinjuice. De er desuden stolte af deres syv vandfald, som lokale guider hellere end gerne vil hjælpe europæerne op og se.

Jeg besøgte landsbyen for første gang i foråret, hvor jeg var på rundtur i bjergene med min kæreste. Her hyrede vi en af de lokale guider til at føre os op til vandfaldene, og det skulle vise sig at give os langt mere end bare en god eftermiddagstur. Vi faldt i en god snak med ham, og inviterede ham en tur ud i Marrakech. Herefter brugte vi en hel dag sammen i bjergene, hvor han åbnede sit hjem for os. Vi aftalte at ses igen, og jeg har holdt kontakten til ham siden, og på denne tur var han så vores ven og rejsepartner. Han er berber og har på mange måder levet et barskt liv, som man nu gør det i bjergene. Jeg har herunder et billede af ham fra den dag, hvor han sidder nær sit hjem i sin dal, som han er så stolt af.

Jeg havde længe ønsket brændende at komme ind og se en skole oppe i bjergene, men det er slet ikke så let, som jeg troede hjemmefra. Man skal kunne fremvise en officiel adgangstilladelse, før man kan gå ind på skolens område, og der står vagter i porten, der holder skarpt øje. Ad omveje lykkedes det mig imidlertid at få adgang, så længe jeg efterlod kamera og mobil udenfor. Jeg blev ført til en 6. klasse, og det var en blandet drenge- og pigeklasse. Idet jeg trådte op på dørtrinnet og eleverne så mig, gispede de og begyndte at grine højt, da jeg talte engelsk til dem. Det var måske første gang for nogle, at de hørte engelsk, så det har nok lydt lidt sjovt, og jeg har helt klart set meget anderledes ud i deres øjne. Det var en stor oplevelse.

Om eftermiddagen vendte vi ryggen til de smukke hvide tinder og drog på vores sidste længere køretur. Vi skulle til Marrakech, helt ind i hjertet af medinaen, den gamle bydel, hvor vi skulle tilbringe vores sidste to nætter i Marokko.