Sund hud – tre simple trin til naturlig velvære

af Marieduhn

Sund hud - tre simple trin til naturlig velvære

Sund hud er vigtigt for at føle sig godt tilpas i sin krop, men vind og vejr kan være udfordrende – især for vores ansigt, som er særlig udsat. Jeg har nogle “evergreens”, som jeg gerne tyer til, hvis jeg føler mig lidt mat, bleg og trænger til at få renset huden godt igennem. Igennem de tre simple trin nedenfor, får jeg liv og fugt tilbage til min hud, mindsker hævelser omkring øjnene, og får den der fantastiske glød tilbage i kinderne – på en helt naturlig og ganske økonomisk måde. 

På visse tidspunkter af året – som fx i vinteren, efter sygdom, eller efter en travl periode – er det vigtigt, at vi tager os lidt ekstra godt af os selv. Det kan vi gøre igennem lækre sunde retter, som de her, meditation og lange gåture eller ved at give vores hud en god omgang pleje. Et dejligt karbad med mineralske salte og olier er helt idéelt, hvis man har adgang til sådan ét, men at fokusere på ansigtet er ofte noget, jeg virkelig føler, kan løfte hele min følelse omkring mig selv. Derfor handler det i denne blog om ansigtet.

Jeg synes, det er hyggeligt at lave mine egne produkter. Det er både billigere, og så ved jeg præcis, hvad der er i dem – og det virker! Jeg har brugt disse tre trin adskillige gange, og jeg kan både se og mærke en tydeligt forskel. Første skridt er en god lermaske, som renser huden i dybden for urenheder. Dernæst laver jeg en øjenmaske af revet agurk, som køler og fjerner ophævelser omkring øjnene. Trin tre er ansigtsscrubben, som fjerner døde hudceller og tilfører huden godt med fugt. Tilsammen giver de tre trin en skøn sommer-agtigt glød i kinderne, friske øjne og sund hud, med helt rene naturlige ingredienser – og det gider vi da godt, ikke?

Læs også: Mindful med stentegning

Sund hud - tre simple trin til naturlig velvære

Trin 1: lermaske, dybdegående rensning af huden

Ler er en fantastisk måde at få renset huden igennem i dybden, og det er fuld af mineraler, der er gode for huden. Leret tørrer op og trækker urenheder ud af huden, samtidig fremmer det blodcirkulation i hudens overflade. Der er flere forskellige typer af ler, og det er vigtigt at vælge en type, der går godt sammen mens ens hud. Min er fransk gult ler, som er særlig god til sensitiv hud. Du kan købe ler i helsekostforretninger, eller hos Chleopatra Oils her (reklamelink), hvor jeg får min egen fra.

Sådan gør du:

Miks en skefuld ler eller to op med vand, indtil det får en god konsistens – den skal være så tilpas fugtig, at den kan smøres på huden, men den må ikke kunne glide af. Masser den ind med fingrene i hele ansigtet, indtil huden er dækket af et jævnt lag.

Lermasken vil tørre ud, og man kan fint lave andre ting imens, som fx at forberede de næste par trin. Jeg har den gerne på i 10-15 minutter, og skyller den så af i vand. Leret kan godt farve lidt, så tag en gammel t-shirt på eller et håndklæde omkring skuldrene.

Trin 2: revet agurk til ophævede øjne

Agurk bliver brugt af flere skønhedsklinikker og er oprindelig et tip, jeg fik fra Ole Henriksens bog om smuk hud. Det er ikke nok at lægge et par skiver over øjnene – det skal rives og placeres i et jævnt lag, så saften får fuld kontakt med huden. Revet agurk vil hjælpe omkring øjnene på flere måder: Det køler svalende og får poser og ophævninger til at lægge sig. Jeg kan nok ikke helt påstå, at de fjerner rynker, men jeg føler, at mine linjer omkring øjnene bliver klart mindre, og tilsammen giver mig et friskt udtryk og følelse.

Sådan gør du:

Riv agurken på et rivejern og læg det over øjnene, mens du ligger ned. Jeg sætter gerne lidt afslappende musik på og smider mig på sofaen. 10 minutter skal man ligge sådan. Tag et håndklæde under, da det vil løbe lidt fra den revede agurk. Nogle lægger agurken ind i gazabind, men jeg foretrækker at lægge det direkte på øjnene. Det her er altså et tip, der fungerer, og jeg bruger det ofte om morgenen, hvis jeg skal ud om aftenen.

Trin 3: ansigtsscrub – fugter, renser og blødgør

Ansigtsscrub kan laves på mange måder, men denne udgave med sukker og mynte er virkelig god og forfriskende. Jeg bruger den i badet som den sidste del af rutinen, og hermed sikrer jeg mig også, at både de sidste rester fra lermasken og eventuelle små agurkestykker bliver skyllet helt væk.

Min opskrift kan du se her.

Masser scrubben godt ind i huden over et par omgange. Den fjerner døde hudceller, og huden bliver fantastisk blød. Denne er lavet på en base af mandelolie, som gør, at huden bliver grundigt fugtet igen, hvilket er særlig vigtigt efter lermasken.

Sund hud - tre simple trin til naturlig velvære

Alt i alt er de tre trin meget simple og kræver ikke ret mange ingredienser. Til gengæld er de virkningsfulde og giver en dejlig sund hud. Jeg laver mig gerne en god kop te, sætter afslappende musik på og sørger for at tage nogle dybe vejrtrækninger. Det handler om at komme ned i gear og være god ved sig selv.

Smid gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål 🙂

Se også

Skriv en kommentar