357
Inspiration til februar:
Februar måned – vinterens sidste (og heldigvis korte!) måned. Jeg er vist ikke den eneste, der efterhånden længes efter foråret, men der er også noget helt speciel ved februar. De første små forårstegn begynder at vise sig, mens tiden stadig er til indehygge og lange morgener. Og så er der vinterferien, som altid kommer belejligt.
Der er så mange ting at gøre, inden foråret rigtig kommer og tiden bare tager sig selv, så i februar vil jeg læne mig godt tilbage med en god bog, tage mig godt af hjemmets lidt mørketrætte planter og begynde at planlægge de aktiviteter, som foråret kommer til at byde på.
I februar glæder jeg mig til:
- Haveplanlægning! Det er stadig lidt for tidligt endnu at gå i haven, men derfor kan man jo sagtens planlægge. Jeg har mange ambitioner for haven i år, hvor jeg vil lave helt om på indretningen for at få mere plads til min nyttehave. Derfor står den på tegn og mal og at gå på opdagelse og havecentrene…
- Bage disse fastelavnsboller. Da fastelavn i år falder den 3. marts, vil jeg begynde på fastelavnshyggen allerede nu. Jeg plejer at købe nogle fine forårsgrene og pynte dem med dette fine fastelavnspynt til print. Jeg plejer også at lave hjemmelavet slik, som disse vingummier.
- At høre solsorten synge godmorgen. Da jeg vågnede her til morgen, hørte jeg solsorten synge og blev liggende lidt længere bare for at nyde dens skønne sang. Det er en dejlig forårsbebuder, og jeg håber virkelig, at den er blevet glad for træet udenfor mit soveværelsevindue 😉
- At læse min bog America Maxima af Tom Buk-Swienty færdig. Det er en roadbog om en rejse gennem det amerikanske fastland, han og familien tog på engang i 90’erne. Den er velfortalt og minder om vores egne roadtrip i Staterne, og så er den fuld af historisk info om stederne, de passerer, og sjove betragtninger om amerikanerne som folk.
- Valentins dag. Tja, jeg er ikke den, der ønsker store blomsterbuketter og gaver af min mand, men jeg kan godt lide, når der er en god lejlighed til lidt ekstra hygge. Måske vi bestiller mad fra den bedste vietnamesiske restaurant, District Tonkin, eller sushi fra den lokale.
- Min svigerindes fødselsdag og besøg i Nordjylland. Min svigerinde fylder 25, og hende skal vi fejre i deres hjem i Biersted. Ved samme lejlighed besøger jeg mine forældre i Skagen, og jeg vil en tur til Rubjerg Knude og se fyret, hvis vejret er bare nogenlunde.
- Koncert med Maitre Gims. En af mine absolut favoritkunstnere kommer til København, og min mand og jeg var hurtigt ude og købe billetter, som vi forærede hinanden i julegave. Fantastisk med gaver, der kan glæde to gange 🙂
- At arbejde videre med mine plakater, som nu er kommet på Artboost.com.
- Mere boligindretning. Den har stået på indretning af soveværelse de sidste par uger, hvor jeg virkelig har forsøgt at få noget varme og hygge ind. Vi har fået nye gardiner, sengebordene har fået en opdatering, og vi har fået hængt en plante i vinduet. Det er de små ting, der gør, at man virkelig føler sig hjemme, og for hver lille ting, der får sin plads, bliver jeg bare gladere og gladere.
- Lysfestivalen i København, der kører indtil den 24. denne måned. Jeg nåede den ikke sidste år, men har set så mange smukke billeder derfra. Derfor er det et must i år!
- Og endelig: at købe tulipaner. De er så forårssmukke og allerede i butikkerne nu. Jeg tror mine skal være lilla og hvide år 😀
Hvad glæder I jer mon til i februar måned?