I sommer tog jeg en flyver fra Kastrup til Færøerne, hvor jeg stødte til mine forældre, der på det tidspunkt rejste rundt med camper deroppe. Selvom det oprindeligt mest havde været for at være sammen med dem, så viste Færøerne sig at have mere at byde på, end jeg havde forventet. Det er de vilde skrænter, øgruppen omkranses af, der først møder én, og man kan forestille sig, hvor umuligt det må have været at overleve et skibbrud her. Dernæst er det den iskolde vind, der står ned direkte fra polen, og selvom det var sommer, havde vi kun mellem 10 og 12 grader.

Jeg kørte rundt her i 6 dage på øerne Vágar, Streymoy, Eysturoy, Bordoy og et besøg til Mykines med båd, og jeg har her lavet en guide til, hvad du absolut ikke må gå glip af, når du besøger Færøerne.

Fuglefjeldet ved Mykines

Det smukke fuglefjeld på øen Mykines, der ligger vest for Vàgar er virkelig en dagstur værd. Man sejler afsted om morgenen fra byen Sørvágur på Vágar. Men kan på de vindstille dage også tage helikopteren, og det skulle ligeledes være rigtig smukt. På turen derud, er der rig mulighed for et se øernes stejle skrænter fra søsiden, hvor fulgelivet boltrer sig. På dramatisk vis hæver disse sider sig ofte lodret op af havet, som enorme grønne propper, og skyerne hænger tit over tinderne eller kaster skygger på jorden i dalene.

På Mykines er der én lille by, hvor der bor omkring 10 mennesker. Den har dog en kirke, en fin legeplads og et lille cafeteria, hvor man kan drikke sin eftermiddagskaffe. Herfra må man vandre op ad de stejle klipper, for at nå skrænterne, hvor fuglene lever. Det er især de charmerende søpapegøjer, folk tager herud for at se. Og det vilde er, at man kan komme helt tæt på dem. Vi sad side om side med dem og lod bare tiden gå. I disse omgivelser af natur og “wildlife” kan man ikke andet end bare at nyde og tage ind. Det er en naturoplevelse i særklasse, jeg aldrig glemmer – og det er hele vandreturen værd!

Se flere billeder af søpapegøjerne her

Kællingen og Risin ved Tjørnuvik

På nordvestsiden af Streymoy ligger i byenden af en fjord en lille by, der hedder Tjørnuvik.

Ifølge sagnet kom Kællingen og Risin (heksen og kæmpen) til Færøerne fra Island, og de blev så betaget af øernes skønhed, at de besluttede at slæbe dem med sig hjem. Lasten var imidlertid så tung, at hele natten gik med at ase og mase, for at få øerne til at bevæge sig blot en smule, og pludselig stod solen op, for det var blevet morgen uden at Kællingen og Risin havde opdaget det. Da disse væsener ikke kan tåle dagens lys, blev de forvandlet til sten, og sådan står de nu her som to smukke stenstøtter uden for netop Tjørnuvik.

…Og når nu du er her, så tag endelig ind til den lokale morlille (der er kun den ene) og få en hjemmebagt kiks og rabarberkage. Hun hyggede om os med gode historier og fremviste lokalt håndværk, og vi fik hende endda til at låse os ind i kirken, så vi også kunne kigge her.

Thorshavn

Thorshavn er Færøernes størte by og derfor også et besøg værd. Byen er anlagt i en naturlig havn, og det er her Smyril Line færgen lægger til. Tag her en gåtur på kastellet, hvorfra man kan nyde udsigten ind over byen, og samtidig få en forståelse for, hvorfor vikingerne netop valgte at gå i land og bygge havn her. Fortsæt herfra ned til havnepromenaden og få en kop god kop kaffe. Man skal dog væbne sig med tålmodighed, for tempoet på Færøerne er ikke det samme, som jeg kender det her hjemme fra. Livet leves langsommere, og det må man indstille sig på, for ikke at blive stresset.

I Thorshavn er der også et par gode kunstmuseer, Nordens Hus og Færøernes Kunstmuseum. Nordens Hus er alene som bygningsværk værd at besøge, skabt af norsk/islandske arkitekter, med en flot udsigt ned over byen. Her udstilles nyere nordiske kunstneres værker, og der er en lækker museumscafé, hvor man kan sidde og lade sig inspirere af rummet omkring sig. Mere traditionel færøsk kunst finder man på Færøernes Kunstmuseum, hvor bl.a. maleren Sámal Joensen-Mikines er repræsenteret. 

Nationalmuseet også et besøg værd for de historieinteresserede, hvor man kan læse om, hvordan øerne blev koloniseret og hvordan dette foregik. Selvom det ikke er det nyeste museum og indretningen godt kunne være mere inspirerende, gik jeg derfra med et helt andet og fornyet syn på Færøsk kultur og historie.

Vandfaldet i Gåsedalen

Vandfaldet i Gåsedalen eller Gásadalur så vi allerede den første dag fra søsiden på vej til Mykines og besluttede, at det måtte vi vende tilbage til på vores rundtur. Dalen ligger på Vágar og er en såkaldt cirkeldal.

Der er let adgang til fods til det smukke vandfald, og man kan sidde på en bænk overfor og nyde panoramaet. Vandet har med tiden udformet en grotte, og her bor der også masser af fugle. Vinden er hård, som det ses på vandfaldet, og skrænterne er stejle, men man behøver jo heller ikke at gå helt tæt på! Der er udsigt over mod nogle stejle småøer, hvor fårene er de eneste, der kan bo. Jeg tænker tit på, om ikke der i ny og næ er et par stykker, der kommer for tæt på en kant og ved et kraftigt vindstød dratter i havet..?

Vi gik en rundtur omkring vandfaldet og spiste vores medbragte frokost i en solstråle.

Magnuskatedralen ved Kirkjubøur

I den sydvestlige ende af Streymoy ligger et helt specielt sted, der hedder Kirkjubøur, hvor man har mulighed for virkelig at mærke historiens vingesus. I middelalderen fungerede stedet som bispesæde og var Færøernes åndelige centrum. En stor katedral, Magnuskatedralen, blev opført, og tilbage står murene fra denne katedral, der dog står beskyttet af stilladser pga. erosion. Man forstår valget af placering, da der fra katedralen er en fantastisk udsigt ud over sundet og en nærliggende naturhavn, hvor besøgende skibe har kunne lægge til.

Ved siden af den gamle katedral ligger kongsgården, der har været beboet af den samme familie i 17 generationer uden afbrydelse. Man kan komme indenfor og kigge, eller man kan besøge den nyere Olavskirke, der stadig er i brug.

Der er vandreruter til Kirkjubøur fra Thorshavn, men man kan også køre hertil og bare daske lidt rundt i området.

Mens jeg kørte rundt og oplevede Færøerne, kom jeg til at tænke på, hvor lidt vi i skolen lærer om denne del af Danmark. Jeg håber indlægget her kan inspirere til at udforske mere af verden, som egentlig ikke er længere væk end en to-timers flyvetur 😉