Efter at have forladt bjergene og Ourikadalen satte vi kurs mod Marrakech. Vi skulle bo i hjertet af medinaen, som er den gamle bydel og består af et labyrintisk virvar af smalle overdækkede passager, blindgyder og tvivlsomme handlende. Jeg var igen glad for at have en lokalkendt ved min side, og han kørte bilen så langt, det nu var muligt, ind medinaen. Vi skulle overnatte i et af de traditionelle marrokanske huse, en riad, som består af en åben gård med grønne planter og vandbassiner, hvoromkring lejlighedskomplekserne er. Riad’erne er indrettet i charmerende marrokansk stil og ofte med en tagterrasse, hvorfra man har udsigt ud over byens tage og længere væk Atlasbjergene. Min bor slappede om aftenen af med en tur i hamam, mens jeg besøgte venner i udkanten af byen.
Dagen efter stod vi tidligt op, for nu skulle vi på opdagelse i medinaen. Jeg havde på forhånd advaret min bror mod de handlendes metoder til at lokke intetanende turister i deres fælder, som jeg havde oplevet det tidligere på året, men da jeg genså medinaen, havde den imidlertid skiftet karakter. Pga. klimatopmødet, der blev afholdt ugen forinden, havde de marrokanske myndigheder haft travlt med at “shine” byen op og her indgik det at finkæmme medinaen for de mest lumske typer åbenbart også. Det resulterede i, at vi faktisk kunne gå omkring ret uforstyrret rundt og bare nyde at se håndværkerne arbejde i deres små butikker og omhyggeligt udvælge de ting, vi ville købe med hjem. Vi drak en avokadojuice på torvet ved Ben Youssef moskeen og så, da der blev kaldt til fredagsbøn. Det myldrede til med mennesker, hvor de senest ankomne måtte tage til takke med at stå udenfor på gaden og bede.
Om aftenen, som var vores sidste aften i Marokko og afslutningen på en fantastisk rejse, havde min bror og jeg inviteret vores nu fælles ven ud til spisning. Han havde virkelig været vores mand igennem hele turen og vist os en side af sit land, som det nok ellers tager længere til at finde ind til. Vi havde oplevet det autentiske Marokko og var ham meget taknemmelige. Vi tog derfor på La Renaissance i den nye bydel og fik en tre-retters menu med en god marrokansk vin til. Vi sad på øverste etage med fantastisk udsigt over byen. Her fik vi mulighed for at vende alle ugens begivenheder med hinanden, og desuden forærede vi ham en helt særlig gave, som jeg ved, han blev meget glad for.
Morgenen efter blev totalt kaotisk med trafikprop, politikontrol og en glemt nakkepølle, men det er en helt anden historie…
