Hjemmelavet deodorant – et simpelt diy projekt

af Marieduhn

Hjemmelavet deodorant - et simpelt diy projekt

Hjemmelavet deodorant er et let og hyggeligt diy projekt, som jeg samtidig er blevet rigtig glad for at bruge. Der indgår ikke alt for mange forskellige ingredienser og flere af dem, har du sikkert allerede på lager i dit køkken. Deodoranten fungerer som den skal, er let at påføre, og så ved du præcis, hvad der er i den.

Jeg er inden for de sidste år blevet mere og mere opmærksom på, hvad jeg egentlig går og smører på min hud, i mit hår, ja, såmænd også hvad jeg omgiver mig med i mit hjem. Efter at jeg oplevede nærmest ud af det blå at få kraftig allergi, uden at kunne påvise præcis overfor hvad, begyndte jeg at nærlæse bagsiden af alle mine produkter og kassere alt, der virkede for suspekt. Jeg læste en del op på, hvilke kemikalier og konserveringsmidler, man skulle holde sig langt fra, og skiftede på et tidspunkt min shampoo ud, hvilket gjorde en stor forskel!

I Danmark er det jo sådan, at flere og flere mennesker får allergi, og mon ikke vores forbrug af forskellige produkter med mystiske ingredienser kan have noget at gøre med det? Det siger min erfaring i hvert fald mig. Derfor har jeg sat mig for løbende at skifte især mine hudplejeprodukter ud med hjemmelavede udgaver, hvor jeg selv kender alt til indholdet. Det vil jeg selvfølgelig holde jer opdaterede på, og give mine erfaringer videre 🙂

Læs også: DIY Badebomber – sådan laver du dine egne

Deodoranten består hovedsageligt af de to ingredienser kokosolie og sheasmør, som hver især har gode egenskaber og er rige på vitaminer og fedtsyrer. Jeg får mine fra Chleopatra Oils her (reklamelink). Jeg bruger det såkaldte arrowroot stivelse, som kan købes i de fleste helsekostforretninger, men man kan godt udskifte denne med andre former for stivelse.

Jeg har skrevet en lidt længere artikel for Chleopatra, hvor jeg er fast blogger, og her viser jeg også, hvordan man laver sin egen barberskum. Du kan desuden læse mere om, hvilke egenskaber kokosolie og sheasmør har. Tjek den ud her!

Du skal bruge:

  • 2,5 spsk. kokosolie
  • 2,5 spsk. sheasmør (shea butter)
  • 0,5 dl arrowroot stivelse
  • 2 spsk. bagepulver
  • 14 dråber æterisk olie
  • En lufttæt glasbeholder
  • En ispind

Sådan gør du:

Bland kokosolie og sheasmør sammen i en skål. Da de er faste i konsistensen, skal de varmes op enten i en skål, der kan gå i mikrobølgeovnen eller over et vandbad. Det er vigtigt, at de bliver helt flydende og sammenblandet. Herefter tilsættes arrowroot stivelse og bagepulver, som røres godt ud i massen. Hvis du gerne vil tilsætte duft til din deodorant, så hæld nogle dråber æterisk olie i.

Jeg har brugt 14 dråber æterisk olie til min blanding, hvoraf de 8 var lavendel, 2 citronelle og 4 rosmarin. Leg lidt med de forskellige dufte, indtil du finder frem til den blanding, du bedst kan lide.

Massen hældes efterfølgende i en lufttæt glasbeholder (min er fra Søstrene Grenes), og den skal gerne opbevares mørkt og køligt.

Anvendelse:

Jeg bruger min på den måde, at jeg har en ispind (lille træpind) liggende derved, som jeg kan skrabe lidt deodorant op med. Jeg varmer den op mellem fingrene og smører den ind under armene. Ispindene kan købes i de fleste hobbybutikker.

Jeg var lidt skeptisk overfor deodoranten i begyndelsen, men må indrømme, at jeg synes, den fungerer rigtig fint. Det bliver naturligvis ikke en deodorant, man ruller på huden – den skal smøres på huden med fingrene. Resultatet blev ikke 100% som den deodorant, jeg er vandt til at bruge – man skal ofte lige vende sig til en ny konsistens – men til gengæld er den 100% ren og uden kemi og tilsætningsstoffer, og det er da virkelig meget værd! Så mit råd: kast dig ud i det 😀

♥Lad mig endelig høre, hvad I synes, og om I selv har gjort jer erfaringer med lignende♥

Læs også: DIY duft diffuser til duftpinde

Hjemmelavet deodorant - et simpelt diy projekt

Se også

6 kommentarer

Freja 29/06/2018 - 11:01

Jeg kan virkelig godt lide at man ved hvad der er i de produkter man bruger. Især deodorant kan faktisk være svært at regne ud. Virkelig god ide at prøve at lave det selv! 🙂

Svar
Marieduhn 10/07/2018 - 09:43

Hej Freja.
Tusind tak! Ja, det er nu en rigtig god følelse, og jeg vil helt klart afprøve mere i den retning 🙂
Knus Marie

Svar
Fantasifabrikken 27/06/2018 - 21:04

Ej det lyder sPændende om end lidt besværligt. Men det er vigtigt at vide hvad tingene indeholder.

Svar
Marieduhn 10/07/2018 - 09:47

Hej 🙂
Det var rigtig sjovt at lave, og jeg syntes faktisk ikke, det var besværligt 😛
Det er lidt ligesom, når man bager med ingredienser, man bare blander sammen.
Knus Marie

Svar
Camilla 27/06/2018 - 19:09

Jeg er som dig også begyndt at prøve på at bruge mere naturlige produkter. Kunne helt sikkert godt finde på at prøve at lave min egen deodorant (:

Svar
Marieduhn 10/07/2018 - 09:45

Hej Camilla.
Det kan helt klart anbefales, og det er så vigtigt at bruge gode og naturlige produkter. Dejligt at du finder det inspirerende <3
Knus Marie

Svar

Skriv en kommentar