Efter om morgenen at have vandret igennem den iskolde Todra Gorge, der ligger højt oppe i bjergkæden Høje Atlas (se her), var vi glade for at dukke ud på den anden side, østsiden at kæden, hvorfra der nu lå et langstrakte sletteområde, der går helt op mod grænsen til Algeriet. Det skulle vi passere i høj fart for at nå ud til vores karavane, der ventede os i den vestlige del af Saharaørkenen Erg Chebbi Dunes. Jeg vil vende tilbage til dette sletteland i et senere indlæg.
Vores første stop gjorde vi i ørkenbyen Ouarzazate, som kendes som Porten til Ørkenen. Det er her, man må proviantere, hvis man vil have øl eller vin med sig i ørkenen. På vejen havde vi godt med både dansk- og berbermusik i højtaleren, som vi oversatte lidt af for hinanden. Jeg elsker at høre det lokale musik, når jeg er i et fremmed land, og synes den mystiske og fremmedartede arabiske musik lyder fantastisk, når jeg er på disse kanter.
Da vi om eftermiddagen kom frem til Erg Chebbi Dunes, som er den ene af Marokkos to store miler, måtte vi pakke vores bagage om, således at vi kun medbragte det allermest nødvendige. Omkring kl 17 afgik karavanen, eller som vi skulle opdage, var det kun de to kameler, min bror og jeg skulle ride på. Min ven tog en jeep derud, og jeg må nok indrømme, efter at have bumpet rundt et par timer på kamelryg, at han var den, der trak det længste strå 😉 Mine ben skulle lige vækkes til live igen, da jeg kom ned derfra!
Det særlige ved ørkenen er, at om dagen, når solen brager ned, kan der blive kvælende hedt, men lige så snart at solen går ned i horisonten, blever der iskoldt, og mens vi vandrede de to timer det tog til lejren, hvor vi skulle overnatte, gik temperaturen fra omkring de 20 grader og ned til frysepunktet. Så efter at have nydt den smukkeste solnedgang fra kamelryg, blev der straks så koldt, at da vi kom frem rystende måtte skynde os i alt det tøj, vi overhovedet havde taget med på turen – og jeg beholdt det på resten af natten.
Natten i Sahara er noget af det mest magiske, jeg nogensinde har oplevet. Der er så klart og ugeneret af øvrige lyskilder, at himlen står klart ,som jeg kun har oplevet det få gange før i mit liv. Desuden befinder man sig lodret over Mælkevejen, og man kan tydeligt fornemme, hvordan man ser lige ind i galaksen. Mens bålet brændte nede i beduinlejren, trak vi os op i klitterne med nogle tæpper, som vi lagde os på. Og bare kiggede op mod stjernerne. Omkring kl 4 stod månen op og overstrålede resten af stjernehimlen, og vi trak imod vores primitive teltlejr, hvor vi puttede så mange tæpper om os som muligt. Jeg sov omkring 2 timer denne nat sammenlagt.
Dagen efter begav vi os tilbage mod civilisationen, efter jeg havde fyldt min vandflaske med Saharasand, som jeg havde lovet mine elever at tage med hjem til dem. Nu ventede os den smukkeste køretur tilbage igennem et sletteområdet, der var så øde, at vi ligesågodt kunne have været på Mars.
