Alene i Telemarken del 1 – om strømafbrydelse, alenetid og sne i rigelige mængder

Her på den anden side af nytår opholder jeg mig stadig i hytten i Norge. Det har sneet vældig meget de sidste to dage, og der har været strømafbrydelse fra igår kl 3 til idag omkring middag. Puh, hvor går det op for én, hvor afhængig, man er af elektricitet! Mobil, der løber tør, computer gør det samme. Jeg har virkelig måtte værne om brændeovnen for at holde hytten varm! Og så det mørke, der bare omslutter én, og som føles uendelig klaustrofobisk.

Jeg er her nu alene – i hytten ved skovbrynet på en fjeldside et sted i Telemarken – og derfor er jeg nu begyndt på denne lille “Alene i Telemarken” følgeton. Jeg er vild med DR1-serien Alene i Vildmarken (der er netop kommet ny sæson), som netop foregår i Norge, ved Altevatn længere mod nord. I første sæson fulgte man en gruppe danskere, som blev sat til at overleve alene i så lang tid, de nu kunne. De levede ganske primitivt, adskilt fra hinanden og fra resten af omverdenen. De gav op én efter én, og den længst “overlevende” vandt så programmet. Det vildeste var at se, hvordan de reagerede på at være alene og have tid til bare at tænke – det fandt mange af dem utroligt udfordrende, men samtidig udviklende. Det tror jeg, er vældig sundt at teste sig selv lidt i, med en hverdag som for de flestes vedkommende er hektisk, stresset og enormt social.

Jeg har sat det meste af januar måned af til mit eget lille personlige eksperiment, eller lad os for spændingens skyld kalde det mit vintereventyr, hvor jeg som sagt opholder mig alene her i hytten. Den ligger temmelig isoleret, så tænker ikke, at der er mange, der kommer forbi til kaffe 😉 Jeg kan komme hjem herfra med 4 dages varsel, og er ikke bleg for at tage min livline i brug, hvis jeg får for meget af mit eget ellers så gode selvskab!

For nu at være sikker på, at jeg overlever, har jeg fyldt forrådet her godt op med dåsemad, frostvare og en god omgang rødvin. Så vi kan nok kalde min udgave her af “Alene i Telemarken” for en “deluxe edition”.

Vinterlandskab i Norge, Telemarken

Jeg har naturligvis gjort mig en del forberedelser til mit lille eventyr. Ud over at fylde køkkenskabene med dåsemad og knækbrød, så har jeg en god omgang litteratur med. Der er en fantastisk ro her på fjellet, så jeg kan virkelig få slugt nogle sider. Jeg har mit gode vintertøj, som kan holde mig varm, når jeg skal op på toppen af bjerget eller ud at skovle sne. Der skulle blive -14 grader en af de kommende dage, så det er vigtigt at holde sig varm og tør, når jeg vandrer. Og endelig har jeg mit kamera, som jeg vil fotografere en masse smukke vintermotiver med.

For at afslutte, hvor jeg startede – med en irriterende strømafbrydelse, som var min første store udfordring her – så blev jeg lige over middag meget glad, da køleskabet endelig bippede, som et tegn til, at strømmen igen var på. Og det første jeg gjorde, var at lave mig en god kop kaffe – og naturligvis lade min mobil – og glæde mig over, at den skulle stå på varm aftensmad denne aften. Det er ikke et problem, jeg kender til fra København.

Imorgen tror jeg, at jeg vil bygge mig en snemand, for sneen er over 50 cm høj udenfor døren. Jeg håber, du har lyst til at følge med i mit lille vinter-Telemarks-eventyr <3

Du kan også følge med på min Instagram, hvor jeg løbende lægger billeder ind.

Vinterlandskab i Norge, Telemarken Vinterlandskab i Norge, Telemarken

FacebookPinterest
Tagget , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *