Denne DIY ramme er et hyggeligt og hurtigt projekt til plakater eller billeder i tykkere kvaliteter. At lave sin egen ramme behøver ikke være svært. Med nogle lister fra byggemarkedet, en hæftepistol og en sav er du godt på vej. Her viser jeg, hvordan du selv laver din egen billedramme super simpelt.
For nogle uger siden lavede jeg disse mal-selv plakater, som var superhyggelige at arbejde med. Den ene plakat havde en standartstørresle, som jeg havde billedramme til i forvejen, men den anden størrelse var mere ukorent, og derfor fik jeg idéen at lave min egen ramme selv.
Der er mange måder at lave rammer på, og de varierer meget i sværhedsgrad. Jeg valgte den simpleste måde, jeg kunne komme i tanke om, men resultatet er enormt fint og giver billedet en smuk og fuldkommen indramning. Den lyse træliste er købt i Jem & Fix, og du kan variere projektet med mange forskellige typer træ. Jeg har også set nogle flotte mørke træsorter i Silvan til en meget rimelig pris.
Hvis ikke du allerede har en hæftepistol eller hæfteklamme liggende, skal du huske at købe sådan en, når du er i byggemarkedet – den er virkelig investeringen værd, da den er supersjov til et væld af kreative projekter. Jeg linker til sagerne herunder.
Prøv også: Hjemmelavet sengegavl af gamle pallerammer
DIY ramme – lav selv din egen billedramme super simpelt
Du skal bruge
- træliste, der passer i mål til dit billede (top og bund)
- hæfteklamme og søm hertil
- sav
- eventuelt tykt lærredstape eller et stykke papir
Sådan gør du
- Mål op og sav din liste ud, så den passe i størrelse til top og bund på dit billede. Det kan være flot at lade listen gå lidt ud over siderne på billedet.
- Afprøv altid din sømpistol på et stykke prøvetræ! Den kan være for kraftig (flere af pistolerne kan indstilles i flere niveauer), og da vil træet flække. Hvis sømmene går en anelse igennem træet, kan du sætte et par lag tykt tape eller et stykke papir hen over bagsiden af rammen og skyde igennem disse. Papiret kan efterfølgende rives af igen.
- Læg plakatens overkant mod bagsiden af listen, godt halvvejs inde, og vær opmærksom på, at den ligger lige hele vejen. Skyd den fast. Dette gøres i top og bund.
- Monter en snor i toppens sider, og skyd enden fast på bagsiden af rammen, og dit billede er parat til ophængning 🙂
Jeg håber, du føler dig inspireret til at kaste dig ud at at lave dine egne rammer. Med denne metode kan du nemt produceret mange ad gangen. Har du spørgsmål til guiden, så skriv endelig i kommentarfeltet herunder.
♥ Find mere inspiration på min Instagram eller Facebook profil, hvor jeg løbende lægger hyggelige idéer og projekter ind ♥