
Æsker med decoupage er et dejligt nemt projekt at gå til – og med stor effekt. Med decoupage kan du forvandle kedelige ting og give brugte sager liv på ny. Vælg motiver, der passer til, hvilket rum genstanden skal bruges i – tegneserier til børneværelset, sort hvide motiver til herreværelset osv. Jeg har haft denne bog “Havens Blomster I Farver” fra 1955 – og synes virkelig den kommer til sin ret. Desuden er alt, hvad jeg arbejder med herunder fundet brugt – og det er en fed følelse. Her er en guide til decoupage på æsker eller andre små genstande.
Glæden ved de simple diy projekter
Nogle gange er det bedste i verden de helt simple projekter, som man har lavet mange gange før. Der er noget terapeutisk over bare at lade hånden arbejde, sætte en god lydbog til og koble af. For tiden er det disse nemme projekter, jeg holder allermest af, for de kan hurtigt pakkes frem og væk igen, mellem min lille datter, som jeg hjemmepasser, tager lurer.
Decoupage er noget, jeg tidlligere har arbejdet rigtig meget med. Det er en effektiv måde at give en genstand et helt nyt udtryk på. Det kan være store møbler eller små nips ting, og jeg har lavet decoupage på alt fra stole til borde og kommoder.
Køb dine materialer brugt
Som de fleste af mine projekter, finder jeg tingene brugt, og dette er ikke nogen undtagelse. Jeg fandt disse æsker i De grønne Telte i Græsted til 5 kr pr stk. De var stadig i original indpakning. Jeg kan se, at de oprindeligt er købt ved CCHobby, så hvis du vil have nogle magen til, kan de købes her. Det er en sød detalje, at man også kan sætte små billeder i dem.
Du kan også udfordre dig selv og lave et lignende projekt ud af noget, du selv opstøver brugt.
Dekorer æskerne med billeder fra gamle bøger
Og for at blive i den farverige verden af genbrug, så har jeg valgt at dekorere æskerne med billeder fra nogle gamle blomsterbøger, jeg engang købte i et antikvariat. Disse er fra opslagsværker om den danske flora. Der er masser af fine illustrationer i gamle bøger, og på mange markeder rundt omkring finder jeg store illustrerede bøger til nær ved ingen penge. De behøver ikke være i god stand, bare billederne kan klippes til og bruges.
Jeg er altid på jagt efter bøger med flotte illustrationer til at bruge til decoupage, og tegneserier og børnebøger er også rigtig gode til netop dette.
Prøv også: Upcycling af vaser med neglelak



Sådan laver de dine egne æsker med decoupage
Der findes mange former for decoupage lim/lak, og Mod Podge er en i rækken. Det er min erfaring, at den er særligt god, når papiret, man arbejder med, er tykkere. Det vil sige, at dekorerer man med servietter, vil jeg bruge en anden form for lim/lak, men med almindeligt papir eller kraftigere kvaliteter, er Mod Podge at foretrække.
Mod Podge og andet decoupage lim/lak kan fåes både som mat og med glans. Jeg har brugt mat her.
Du skal bruge
- Mod Podge
- Pensel
- Æske
- Papir til dekoration
- Sandpapir
- Evt. en hobbykniv
Sådan gør man
Mal først et lag Mod Podge over æskens ene side, læg papiret over og glat forsigtigt eventuelle luftbobler ud med dine fingre.
Mængden af Mod Podgen er afgørende for resultatet. Er papiret meget kraftigt, skal der bruges en gavmild mængde lim, er papiret tyndt skal det derimod være et ganske tyndt lag. Hvis papiret kruser op og ikke bliver jævnt, er der brugt for meget lim. Det er derfor en fornemmelse, man skal oparbejde sig omkring, hvor meget lim, der passer til hvilket papir.
Mod Podge binder meget hurtigt, og du kan gå videre med at sande kanterne for en fin skarp finish langs kanterne. Hvis papiret er meget tykt, brug i stedet en skarp hobbykniv og skær det af.
Mit vindue skar jeg ud med en kniv, da det var svært at komme til med sandpapiret.
Når limen under papiret er rimelig tør, kan du give overfladen en afsluttende omgang med Mod Podgen. Det gør den slidstærk og mulig at tørre af – og så ser det også flot ud.




Har du prøvet guiden til æsker med decoupage?
Jeg vil elske at høre, hvordan det gik! Kommenter herunder eller skriv til mig på de sociale medier – så tales vi ved.
♥ Find mere inspiration på min Instagram eller Facebook profil, hvor jeg løbende lægger hyggelige idéer og projekter ind ♥




